Den lækreste banankage med chokolade

09 October 2018 Tina Høy

editorial

Lyst til en lækker banankage? Hvis du har modne bananer liggende, er det endnu mere oplagt at bage banankage. Børnene vil helt sikkert synes, det er en fest at være i køkkenet og få lov at mose bananer, piske æg og sukker og hakke chokolade. Og kollegaerne vil være ligeså glade i morgen, når du tager resten med på arbejde. Serveres gerne med en kop kakao.  

Banankagen er en klassiker og en af danskernes yndlingskager, så den skal nok blive spist. Banan gør kagen frisk, og chokoladen giver sødme og dybde til kagen. 

12 personer

Ingredienser:

150 gram smør

450 gram banan (helst meget modne bananer)

150 gram mørk chokolade (44% eller evt. mørkere chokolade, hvis du kan lide det)

6 æg

315 gram sukker

2 tsk. vaniliesukker (eller brug 1 stk. vaniliestang)

225 gram hvedemel

2 tsk. bagepulver

Opskrift

Smelt smørret under svag varme i en lille gryde eller i mikrobølgeovnen. Mos bananerne med en gaffel. Hak chokoladen.

Kom æg, sukker og vanillesukker i en skål og pisk det godt med en håndmixer ca. 3-4 min. Kom smør, banan, chokolade, mel og bagepulver i. Pisk i ca. 1 minut.

Kom bagepapir i en bradepande ca. 23x33cm og hæld dejen i. 

Bag kagen midt i ovnen i ca. 30 minutter ved 200 grader C. alm. ovn.
Tjek med en strikkepind eller en gaffel, om kagen har fået nok (der må ikke være dej på), men hold også øje undervejs, så den ikke får for meget. Banankagen skal være fast, men også lidt svampet. 

Kagen kan sagtens holde sig i nogle dage, faktisk kommer den til at smage endnu bedre af at stå en dag eller to. Men det bliver nok svært…

 

Her kan du se, hvor meget energi der er i kagen (til 12 personer):

KJ total 20707 (4930 kcal)
KJ pr. Pers. 1725 (410 kcal)
Vægt i alt 1728 gram
Vægt pr. Pers. 144 gram

Næringsindhold pr 100 gram
Energi 1198 KJ (285 kcal)
Protein 5.2 gram
Fedt 12.3 gram
Kulhydrat 39.0 gram

Næringsindhold, energi og energiprocenter
er beregnede.

 

 

 

More articles